Tillykke til Jimmi!
Jimmi Hansen, som er uddannet sommelier her fra Vinakademiet, vandt 21. august blindsmagningskonkurrencen Ruinart Nordic Challenge 2017 i Helsinki.
Vi har fået en hurtig kommentar fra Jimmi, som fortæller: ”Det var en super fed oplevelse at deltage i konkurrencen. Jeg kan godt lide ideen om en konkurrencesmagning, der er så tematiseret som denne var med fire forskellige stilarter inden for fransk rosévin. En anden god ting ved konkurrencen er det meget detaljerede seminar, der afholdes efter smagningen med Frédéric Panaïotis fra Ruinart, som fortæller med en fantastisk indsigt og humor. Jeg er super glad for at have vundet, specielt da jeg stadigvæk er relativt ny i Dansk Sommelier Forenings regi, og jeg glæder mig meget til den tur, jeg har vundet til Champagne næste sommer, som jeg er sikker på bliver en ’once in a lifetime’”. Jimmi Hansen arbejder til daglig som kok og sommelier på Christiansholm Slot i Klampenborg.
Ved konkurrencen skulle finalisterne igennem en 40 minutters blindsmagning af fire vine, som skulle beskrives, og siden skulle der gives bud på land, årgang, druesort, serveringstemperatur og lagringstid. Desuden skulle der anbefales mad til hver vin. Som overraskelse for mange var årets vine alle rosévin, to stille og to mousserende. Juryen blev anført af Fréderic Panaïotis, kældermester hos Ruinart.
På 2.-pladsen kom Tina Johansson fra Vinakademiets svenske søsterskole, Vinkällan, og sidste års vinder var Maya Samuelsson, også fra Vinkällan.